
Østjyske borgmestre: Supercykelstier er vejen til bedre mobilitet på tværs af kommunegrænser
Fire østjyske borgmestre peger på supercykelstier som et af de mest konkrete greb til at skabe bedre sammenhæng i den østjyske transport. Det fremgår af et fælles debatindlæg fra borgmestrene i Favrskov, Odder og Syddjurs samt udvalgsformanden for klima, miljø og plan i Skanderborg Kommune.

I debatindlægget understreger de fire politikere, at pendling og transport ikke stopper ved kommunegrænserne, og at løsningerne derfor heller ikke bør gøre det.
"Hvis visionen skal blive til virkelighed, er det afgørende, at vi begynder dér, hvor samarbejdet allerede fungerer – og dér, hvor vi kan rykke hurtigt. Lad os begynde ved supercykelstierne," skriver de.
Kommunerne fremhæver en række konkrete projekter, der skal styrke den sammenhængende cykelinfrastruktur i Østjylland.
I Syddjurs er Hornsletruten til Aarhus under udvikling, mens Favrskov arbejder med Hinnerupruten, der skal forbinde kommunen med arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner i Aarhus. I Skanderborg arbejdes der frem mod Silkeborgruten, som skal forbinde Skanderborg, Silkeborg og Aarhus, og i Odder er ambitionen at forbedre cykelforbindelsen mod Aarhus samt udvikle forbindelser mod både Skanderborg og Horsens.
Ifølge politikerne er projekterne ikke enkeltstående initiativer, men en del af et sammenhængende supercykelstisystem, der skal gøre det lettere at vælge cyklen til hverdagens pendling.
De peger samtidig på, at supercykelstier kan etableres hurtigere end mange større infrastrukturprojekter og samtidig understøtte kombinationsrejser med tog og bus.
"Cyklen løser ikke alt. Men den løser noget – nu og her. Og den gør det på tværs af kommunegrænser," skriver de.
Afslutningsvis fremhæver de, at et sammenhængende Østjylland kræver fælles løsninger på tværs af kommunerne, og at supercykelstier allerede er et konkret eksempel på, hvordan den ambition omsættes til virkelighed.
Favrskov, Odder, Syddjurs og Skanderborg Kommuner er en del af Supercykelstisamarbejdet i Midtjylland, hvor 12 kommuner og Region Midtjylland samarbejder om at skabe bedre cykelforbindelser mellem byer, arbejdspladser og uddannelsessteder.
