
Visionskortet
Visionskortet viser samarbejdskommunernes ambition om at skabe sammenhængende tværkommunale ruter
Visionskort med udpegede tværkommunale ruter

Hvad viser Visionskortet?
Visionskortet herover er lavet ud fra en kortlægning af bosætning og erhverv i samarbejdskommunerne. Men herudover også hvor der er sæsonpræget bosætning eks. som større sommerhusområder og behov for sammenhængende mobilitetstilbud til aktiv transport til rekreative formål.
Supercykelstisamarbejdet dækker et areal på 7.000 km2!
Supercykelstisamarbejdets 12 kommuner dækker et areal på omtrent 7.000 kvadratkilometer.
Der er udpeget 1.300 km tværkommunale ruter i supercykelstisamarbejdet. Ruterne kan og skal mere end at forbinde hovedbyer med hinanden, de skal også skabe sammenhængskraft mellem de mindre bysamfund i oplandet.
Ruterne på supercykelstisamarbejdets visionskort kan, udover at servicere pendlerne, også skabe adgang til de rekreative cykeloplevelser, og mange steder er der sammenfald mellem supercykelstier og rekreative cykelforbindelser.
Koblingen til den kollektive trafik
Strækningerne på visionskortet har stort sammenfald med Midttrafiks rutekort, hvilket giver gode muligheder for at kombinere brug af bus, Letbane og cykel ud fra dagsform og vejr. I Supercykelstisamarbejdet har vi en god dialog med Midttrafik om samspillet mellem cykel og bus.
Et visionskort, ikke et rutekort
Flere af visionsruternes linjeføring er endnu ikke besluttet. I Supercykelstisamarbejdet screener vi mulige linjeføringer, så vi får viden om, hvilke tiltag der skal til for at få en sammenhængende tryg og sikker rute. Måske mangler der infrastruktur til cykling på ruten, eller måske skal den eksisterende infrastruktur opgraderes, så den bliver lidt mere super.
Du kan se på farverne på kortet, hvor der er skiltede strækninger, hvor der laves opgraderinger, og hvornår samarbejdskommunerne forventer at kunne åbne nye ruter.
