Koncept

Supercykelstisamarbejdet i Region Midtjylland er et samarbejde mellem ti østjyske kommuner og Region Midtjylland. Samarbejdets formål er at koordinere cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænser.

Supercykelstier i Region Midtjylland skal give flere lyst til at hoppe på cyklen. Det er både godt for sundheden og miljøet.

Supercykelstier er cykelforbindelser, hvor cyklisten er den prioriterede trafikant med mulighed for at cykle sikkert og med færrest mulige stop.

Supercykelstisamarbejdet arbejder desuden for at cykelinfrastrukturen tænkes sammen med den kollektive trafik med udviklingen af mobilitetsknudepunkter. Det skal være muligt at cykle til og fra et mobilitetsknudepunkt samt parkere sin cykel sikkert.

Det tværkommunale Supercykelstisamarbejde skal sikre god koordinering mellem samarbejdspartnerne i eksekveringen af en fælles langsigtet strategi for at gøre cyklen til det attraktive transportvalg på hele eller dele af strækningen mellem hjem og arbejde eller studie.

Hvad er en supercykelsti, hvilken effekt vil de have?

En supercykelsti er en cykelrute, der prioriterer, at cyklisten kommer hurtigt og sikkert frem. En supercykelstirute er godt skiltet og kan løbe langs forskellige former for vej, men fællesnævneren er, at cyklisten kan komme trygt fra A til B.

Der er en række anbefalinger til udformningen af en supercykelsti, det er især anbefalinger til følgende fem kvalitetsmål, som samarbejdskommunerne skal forholde sig til:

  1. Adgang
  2. Fremkommelighed
  3. Sikkerhed og tryghed
  4. Komfort
  5. Genkendelighed og identitet.

Supercykelstierne skal:

  • forbinde kommuner, koncentrationer af arbejdspladser, studiepladser og boliger
  • give adgang til kollektive trafikknudepunkter og rekreative mål
  • være nemme at finde for pendlerne
  • give pendlere den hurtigste og mest direkte vej mellem interessepunkterne med så få forhindringer som muligt
  • gøre cykelturen til og fra arbejde eller studier til en behagelig oplevelse for pendlerne
  • give mulighed for gode cykeloplevelser med jævn belægning og godt vedligehold
  • øge trafiksikkerheden og trygheden for pendlerne og sikre gode forhold, der mindsker risikoen for ulykker.

Supercykelstilogoet

En supercykelsti kan genkendes ved at være markeret med det hvide C på orange baggrund. Hver enkelt rute har desuden et nr. og et navn

Det hvide C på orange baggrund optræder gennem hele ruten og bekræfter den cyklende i at være på rette vej.

Effekt af supercykelstier i Hovedstadsregionen