Hvad er en supercykelsti? Sådan ser de ud i Midtjylland

Forestil dig, at du kan cykle hurtigt, komfortabelt og ikke mindst sikkert mellem hjem, arbejde, uddannelse og kollektiv trafik – uden unødvendige stop, bump og risikofyldte hovedveje. Det er netop idéen bag supercykelstierne og samarbejdet mellem Region Midt og 12 Midtjyske kommuner

En supercykelsti er en cykelrute, hvor cyklisterne har gode, fornuftige og sikre forhold – ikke nødvendigvis en stor bred dobbeltsporet cykelsti med lys. I Midtjylland kan den sagtens være en blanding forskellige typer infrastruktur. Eksempelvis en helt almindelig cykelsti, en landevej med lav hastighed for biler og en cykelgade, men ruten skal være sikker og god at cykle på og føre dig fra A-B.

”Vi ved, at mange gerne vil cykle mere. Med supercykelstierne arbejder vi på at skabe gode forhold til dem, der vælger cyklen til. Det er både sund fornuft og god klimapolitik,” siger Martin Ravn, der er en del af den politiske følgegruppe i SuperCykelstisamarbejdet Midtjylland og byrådsmedlem i Horsens Kommune for Venstre.

Hvis cykelstinetværket bliver bedre udviklet, betyder det, at du som pendler får en mere direkte, tryg og effektiv vej fra A til B. Ruterne kan følge forskellige typer vej – både langs større veje, gennem byområder eller grønne omgivelser – men fælles for dem er, at de er godt skiltede og giver cyklister en sammenhængende oplevelse.

Sådan ser supercykelstierne ud i Midtjylland

Fem kvalitetsmål for supercykelstier

For at sikre høj kvalitet arbejder samarbejdskommunerne ud fra fem fælles mål:

  • Adgang – ruterne skal forbinde kommuner, arbejdspladser, studiepladser og boliger.
  • Fremkommelighed – cyklisterne skal have de hurtigste og mest direkte ruter med færrest mulige forhindringer.
  • Sikkerhed og tryghed – supercykelstierne skal gøre det mere sikkert og trygt at pendle på cykel.
  • Komfort – jævn belægning og godt vedligehold giver en mere behagelig tur.
  • Genkendelighed og identitet – ruterne skal være lette at finde og genkende, så du altid ved, når du er på en supercykelsti.

Målet er flere cyklister – og bedre oplevelser

Supercykelstierne skal gøre det lettere og mere attraktivt at vælge cyklen som transportmiddel i hverdagen. Det handler både om at spare tid og skabe bedre vilkår for grøn, sund og bæredygtig mobilitet.

Med supercykelstierne får pendlere:

  • Direkte adgang til kollektive trafikknudepunkter og rekreative mål
  • Kortere rejsetid og færre stop på ruten
  • En mere komfortabel og sikker tur til og fra arbejde eller studie
  • Mulighed for at kombinere pendling med motion og frisk luft

”Når man kan cykle direkte til stationen, tage toget og fortsætte på cykel i den anden ende, så giver det en ny frihed. Det er sådan, vi skaber sammenhængskraft og grøn mobilitet i Midtjylland,” siger Martin Ravn.

Supercykelstierne er med andre ord en vigtig brik i at skabe sammenhængskraft i Midtjylland og give flere lyst til at vælge cyklen – til gavn for både klima, sundhed og mobilitet.